Hvordan leder vi det, vi endnu ikke forstår?

Verden er vild. 

Planetære, sociale, menneskelige systemer slår revner. Teknologier accelererer. 

Det stiller nye krav til at lede. Fordi vi står i en tid, der kræver, at vi rører på os. 

Vi har brug for mere end planer og processer.
Ledelse, der tør stå i det uvisse – og tage det levende alvorligt.
Det kræver noget sanseligt og menneskeligt.
Og det kræver noget vildt.

Ikke kaos, men som kraft.
Det, der spirer i revnerne. Det levende, det urolige. 

Som Lea Korsgaard spørger i Inden året er omme: “Hvad forestillede vi os? At vi var den eneste art, elementerne ikke trak i?”

Naturen lærer os, at rytme er vigtigere end tempo.
At jordforbindelse ikke er en modsætning til det vilde – men en forudsætning for at kunne blive i det.

Ledelse kræver rytme, ikke bare fart.
Strategi må starte med en puls – og ledelse med forventning.

Jeg tror på, at vilde problemer kræver vilde processer. Vi må turde prøve, fejle og bevæge os. Som bølger der breaker, og finder overfladen igen.
Vi skal tage den vildskab alvorligt – i mennesker, i idéer, i forandring.
Det, der ikke kan regnes ud på forhånd.

For mig ligger nøglen i spændingsfeltet mellem teknologi og intuition.
Mellem det strategiske og det sanselige. Mellem det målbare og det mærkbare.

Det handler ikke om at kontrollere det vilde – men om at stå i det længe nok til at finde retning.

Så hvordan leder vi det, vi ikke helt forstår? 

Måske netop ved at røre på os.
Med rytme. Med retning. 

Ikke fordi vi har svaret – men fordi vi har modet til at stille os der, hvor ingen har været før. Og fordi vi tør satse på vilde idéer. 

Idéer, der ikke bare forandrer – men faktisk forbinder mennesker i en tid, hvor det er allermest nødvendigt.

Måske leder vi det vilde sådan her:

Ved at skabe resonans frem for med svar.
Ved at skabe rum, hvor mennesker tør være i det uafklarede – og blive der lidt længere.
Ved at tage pauser, mærke efter og lytte til det, der endnu ikke har form.
Ved at arbejde med retning, ikke bare mål.
Ved at forvente – ikke bare håbe.
Ved at turde sætte noget på spil.

Og måske allervigtigst: ved at tage det første skridt – uden garanti.
Så hvad vælger du at sætte i bevægelse?